- udviklingsprojekt i dekoloniserende scenekunst

I samarbejde mellem:
Siri Broch Johansen - norsk/samisk dramatiker, musiker og skuespiller
Julie Edel Hardenberg - grønlandsk billedkunstner og fotograf
Camara Lundestad Joof - norsk/gambisk dramatiker, scenekunstner og musiker
Ingrid Tranum Velásquez - dansk koreograf, danser og iscenesætter


OBS!
Vidensdeling i november 2018 på:
Udviklingsplatformen for Scenekunst (DK); Dramatikkens Hus (Oslo), Teknisk Museum (Oslo), Daiddadallú (Kautokeino), Samovarteatret (Kirkeness), Hermetikken Næringshage (Tana), Ferske Scener/Rådstua (Tromsø). Datoer kommer op snarest.

Hvordan ryster vi over 500 års kolonialistiske praksis?
Er den så indgroet i vores kulturelle DNA, at vi ubevidst reproducerer dens fortællinger?
- også i kunsten?


Kolonialismen har gennem mange århundreder været et effektivt redskab for imperialismen, til at skabe grænser mellem mennesker og mentaliteter og bane vejen for den globale kapitalisme, som danner grundlaget for vores verdensorden idag. En verdensorden hvis grundpræmis er uretfærdighed og udbytning. En verdensorden som splitter mennesker, familier, mentaliteter og lande.

Den nordiske kolonialisme er alarmerende fraværende i det skandinaviske selvbillede idag.
På trods af de postkoloniale traumer Danmark har efterladt sig i Grønland og på Færøerne.
På trods af, at Norges, Sveriges og Finlands kolonisering af Sapmi stadig er foruroligende aktuel.
På denne baggrund er det også relevant at overveje om den (post)koloniale historie har betydning for den måde etniske og racialiserede undertrykkelsesmekanismer diskuteres i Norden idag?

Gennem kunsten har vi potentialet til at åbne for en dialog.
Til at holde den kolonialistiske praksis op, trække den frem i lyset og stille spørgsmål.

Jeg har inviteret tre nordiske kunstnere, som på forskellige måde adresserer dekolonisering i deres kunstneriske virke, til med afsæt i vores egen nordiske kolonihistorie, at undersøge og udvikle formater for dekolonisering i en scenekunstnerisk praksis.


 

Projektets fire undersøgelsesområder:

- Sprog


Min hverdag i Nuuk
Hver eneste dag må jeg bede mine børn om at tale grønlandsk
Hver eneste dag må jeg bede mine børn om at tale grønlandsk til mig, ikke dansk
Hver eneste dag må jeg bede mine børn om at tale grønlandsk til hinanden, ikke dansk
Hver eneste dag må jeg bede mine børn om ikke at glemme deres grønlandske sprog.
Hver eneste dag gør jeg mig anstrengelsen.
(Citat fra borger i Nuuk, til Grønlandsk Forsoningskomission)


Sprog er et effektivt magtredskab i kolonialismen. Når privilegierne følger magtens og systemets sprog og det oprindelige sprog undertrykkes, fratager man et folk kernen i deres fællesskab og identitet.
Med udgangspunkt i holdets egen sproglige mangfoldighed, undersøger vi sammenhænge mellem sprog, fællesskab og isolation og hvad disse fortæller os om kolonialismens mekanismer og redskaber.

Hvad betyder et fælles sprog for oplevelsen af samhørighed?
Kan man være en del af et fællesskab uden at beherske dets sprog?
Hvad opstår i et rum når flertallet (fx. publikum) ikke forstår det sprog der tales?
Hvad sker der når vi blander sprog?
Hvordan formes vores opfattelse af hinanden, hvis vi ikke har sproget at mødes igennem?
Hvordan synliggøres sprogets relationelle dynamikker, når det bevæger sig fra det verbale til bevægelser, billeder og lyd?


 
- Repræsentation


Med afsæt i vores nordiske kolonihistorie vil vi undersøge sammenhænge mellem afsender og udsagn og hvordan publikum navigerer og fortolker ud fra bevidstheden om kolonialismens spændingsfelt.

Kan en same synge sit eget sprog uden at det er en protest?
Kan en grønlænder og en dansker ligge krop til en dans sammen, uden at vi ser et magtspil?
Repræsenterer en ikke-hvid normand Norges kolonihistorie - eller en minoritet?
For hvem repræsenterer vi hvad?


Hvilke roller og værdier tildeles vi af publikum allerede inden vi har bevæget os eller åbnet munden?
Og hvad der sker når vi ligger krop og ansigt til en forskydning mellem afsender og udsagn?
Når vi overtager formidlingen af hinandens koloniale fortællinger?
Når vi genfortæller dem? Når vi fortolker dem? Når vi direkte reenacter dem?


 
- Grænser


Kolonialismen optegning af grænser har rykket, splittet, opdelt og handlet med mennesker.
Vi undersøger tilblivelsen, rykningen og opløsningen af grænser og hvilken indflydelse de har på vores adfærd og samspil.


Hvilke mekanismer afsløres, når vi synliggør grænsernes rammesætning for vores eksistens som konkrete rumlige skillelinjer? Hvad gør det ved vores bevægelsesmønstre?
På hvilke måder påvirker det vores interaktion og indbyrdes dialog?
Hvilke metoder og redskaber tages i spil for at indtage et rum udenfor ens egen grænse?
Hvordan sætter grænsernes efterladte kort af splittelse og isolering, samling og forening spor i vores bevægelser efter de er ophævet ?


 
-  Opløsning
Kan vi som modspil til kolonialismens tankesæt udfolde rum, der ikke underligger sig en opdeling af dem og os? Rum, hvor mangfoldighed er en selvfølge og ikke en sensation?
Hvad sker der når dette rum møder omverdenen?
Hvordan navigerer publik
um i dette rum? Hvordan inviterer vi dem til at tage ejerskab i det?
Som led i undersøgelsen af en opløsning af dem og os, kaster vi også et kritisk blik på den retorik vi bruger både indadtil og udadtil i den kunstneriske proces.
Reproducerer vi fx en kolonialistisk tankegang ved at skabe ud fra en vision om inklusion fremfor fællesskab?

 Projektet er støttet af: