...og den pige var mig

 

- en portrætforestilling af Ashanti, 14 år.

 

Hvor har du hjemme? Hvad er et hjem? Hvordan bliver din identitet formet? Hvad gør dig til den du er?
Hvor slår du rødder? Kan du være forbundet med noget du slet ikke kender?

Kan andre bestemme hvem du er?

 

Hun er 14 år.
Hun bor i et rækkehus sammen med sin mor og lillebror. 

Hendes lillebror er født og opvokset i Danmark.

Hun har mange venner.

 

Hun vil gerne være makeup artist, sygeplejerske eller frisør. Eller måske journalist og lave radio.
Hun har gået i dansk skole siden 0. klasse og taler og skriver dansk.

I hendes pas er hun haitiansk. Men hun har aldrig været i Haiti.
Hun kender ikke sin familie der og hun kan heller ikke rejse derhen og besøge dem.
Hun kan faktisk slet ikke rejse ud af landet.
Ashanti har været asylansøger i Danmark i 8 år. 

Hvor har hun hjemme? Og hvad skaber hendes identitet?
Portrættet er på samme tid en samtidsfortælling om de glemte lommer der opstår, når mennesker
bliver spillebrikker i et bureaukratisk ludo og en filosofisk og spørgende forestilling for 10-15 årige,
om et af livets allermest eksistentielle spørgsmål hvem er jeg? - og hvordan er jeg blevet den jeg er?

Baggrund
Jeg mødte Ashanti under research til forestillingen 'Vi ses, Rafiq-e-man!' som NextDoor Project lavede i 2015.
Hun kom i klubben på Sandholmlejren, selvom hun ikke boede i lejren mere. Hun havde en veninde fra sin klasse
med på besøg i klubben den dag. De snakkede om tøj, om musik, om hvad de ville lave når de bliver voksne
og spejlede sig i idoler og klassekammerater.
Men Ashantis fortælling havde en særlig klang. En undertone af alvor, som den anden pige ikke kendte til.  

Vi lavede dengang en lille audiovandring med Ashanti som fortælleren, som en del af undervisningsmaterialet
til 'Vi ses, Rafiq-e-man!'. Hun brændte igennem som en dygtig fortæller, og hendes formidling af de eksistentielle
spørgsmål hun hver dag må forholde sig til, berørte mig dybt. Hendes fortælling er fuld af visdom og vedkommende
og perspektiverende for alle unge mellem 9-14 år, som vokser op i en multikulturel og globaliseret verden. 

Lydportræt
Produktionen af forestillingen ...og den pige var mig tager sin begyndelse med et audio portræt lavet af Maj Horn
og Eduardo Abrantes. I audio portrættet præsenterer Ashanti sig selv gennem lyd; stemme såvel som audiomateriale
fra hendes hverdag, hjem, skole og de steder hun opsøger, når hun vil tænke eller drømme. 

Med afsæt i egen historie og situation, veksler hun mellem fortælling og spørgsmål, som spilles ud til publikum og
udfordrer deres eksistentielle ståsted og forhold til hvad identitet, hjemsted og rødder egentlig er for nogle størrelser.

 

Iscenesættelse

Lydværket fortolkes herefter i et visuelt og musisk format. Danserne Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velásquez
lægger krop til fortællingen gennem bevægelse af og interaktion med en række forskellige masker, som skabes i tæt
samarbejde med Ashanti. Hvilken fortælling ligger i en maske af papir? En maske af nylon? Af gips? Af gummi?

Maskerne er som selvbiografisk visuel komposition bevægelsernes omdrejningspunkt og dansernes levendegørelse
af maskerne koreograferes i det krydsfelt af indre og ydre påvirkninger, som hun bevæger sig gennem og med- og
modspiller hver dag. Med både alvor og humor, poesi og realisme, portrætteres maskernes indbyrdes dialog og forhandling,
om hvordan der bedst findes hoved, hale og ståsted i en uforudsigelig verden.

Cellisten Alexandra Carlgren, skaber en lydflade af cello og sang som opføres live sammen med lydportrættet af Ashanti.
Alexandra inddrages også som krop i maskearbejdet og hendes tilstedeværelse på scenen er dynamisk og koreograferes i
samspil med performerne.


Støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg og Godsbanen i Århus