...og den pige var mig

 

- en portrætforestilling

 

Hvor har du hjemme? Hvad er et hjem? Hvordan bliver din identitet formet? Hvad gør dig til den du er?
Hvor slår du rødder? Kan du være forbundet med noget du slet ikke kender?

Kan andre bestemme hvem du er?

 

Hun er 14 år.
Hun bor i et rækkehus sammen med sin mor og lillebror. 

Hendes lillebror er født og opvokset i Danmark.

Hun har mange venner.

Hun vil gerne være makeup artist, sygeplejerske eller frisør. Eller måske journalist og lave radio.
Hun har gået i dansk skole siden 0. klasse og taler og skriver dansk.

I hendes pas er hun haitiansk. Men hun har aldrig været i Haiti.
Hun kender ikke sin familie der og hun kan heller ikke rejse derhen og besøge dem.
Hun kan faktisk slet ikke rejse ud af landet.
Hun har været asylansøger i Danmark i 8 år. 

Hvor har hun hjemme? Og hvad skaber hendes identitet?
Portrættet er på samme tid en samtidsfortælling om de glemte lommer der opstår, når mennesker
bliver spillebrikker i et bureaukratisk ludo og en filosofisk og spørgende forestilling for 10-15 årige,
om et af livets allermest eksistentielle spørgsmål hvem er jeg? - og hvordan er jeg blevet den jeg er?

 

 

Lydportræt
Produktionen af forestillingen ...og den pige var mig tager sin begyndelse med et audio portræt lavet af Maj Horn
og Eduardo Abrantes. I audio portrættet præsenterer den unge asylansøger sig selv gennem lyd og fortælling.

Med afsæt i egen historie og situation, veksler hun mellem fortælling og spørgsmål, som spilles ud til publikum og
udfordrer deres eksistentielle ståsted og forhold til hvad identitet, hjemsted og rødder egentlig er for nogle størrelser.

 

Iscenesættelse

Lydværket fortolkes herefter i et visuelt og musisk format. Danserne Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velásquez
lægger krop til fortællingen gennem bevægelse af og interaktion med en række forskellige masker, som skabes i tæt
samarbejde med den unge asylansøger. Hvilken fortælling ligger i en maske af papir? En maske af nylon? Af gips? Af gummi?

Maskerne er som selvbiografisk visuel komposition bevægelsernes omdrejningspunkt og dansernes levendegørelse
af maskerne koreograferes i det krydsfelt af indre og ydre påvirkninger, som hun bevæger sig gennem og med- og
modspiller hver dag. Med både alvor og humor, poesi og realisme, portrætteres maskernes indbyrdes dialog og forhandling,
om hvordan der bedst findes hoved, hale og ståsted i en uforudsigelig verden.

Cellisten Alexandra Carlgren, skaber en lydflade af cello og sang som opføres live sammen med lydportrættet.


Støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Godsbanen i Århu, Århus Kulturudviklingspuljen.