Målgruppe: 0.-6.klasse
Varighed: 4 timer

Børnene bevæger sig afsted på en kæmpe spilleplade og spiller sig på en sjov og anderledes måde gennem processen til en færdig danseforestilling.

I spillet møder eleverne forskellige udfordringer, som indløses til bevægelser, musik, lyde og materialer.

Forløbet:
Børnene deles op i mindre grupper og rykker som brikker i et spil rundt på pladen. Her indsamler de ingredienser til at skabe en forestilling, som fx et bestemt akrobatisk spring, en bevægelseskvalitet (fx slow motion), en farve, sand eller forskellige stykker musik.
Bevægelserne og musikken bruges som afsæt til at skabe koreografi og materialerne til at skabe scenografi.

Til sidst viser vi værkerne for hinanden og taler om de valg der er taget i de forskellige forestillinger.

Formål: Eleverne får indblik i de kompositoriske processer bag en forestilling og den helhedstænkning der ligger bag sammensætningen af et værk. Der er mange elementer der skal passe sammen og som giver vidt forskellige udtryk afhængigt af hvordan man bruger og kombinerer dem. Det udfordrer samarbejdsevner og diplomati når man skal blive enige om hvordan værket skal sættes sammen, for der findes ikke et rigtig eller forkert svar, men en uendelig mængde af muligheder og variationer man skal vælge mellem og blive enige om.

Facilitatorer:
Koreograf og danser:
Ingrid Tranum Velásquez

Scenograf:
Sofie Fribo